TRI4 Triathlon

Samarbejdspartnere

 
TRI4's facebook side..


TRI4's facebook gruppe for medlemmer..

Spørgsmål og svar om triatlon

Som ny i triatlon-sporten melder der sig ofte nogle spørgsmål, som de mere erfarne som regel kender svaret på. Her har vi stillet nogle af dem og forsøgt at give et kort svar. Du er naturligvis velkommen til at spørge klubbens medlemmer og få mere uddybende svar.

Hvordan kommer jeg i gang med træningen i TRI4?

Det bedste tidspunkt at møde dine nye klubkammerater er onsdag til løbetræning kl. 17.30 fra omklædningsrummet på Genforeningspladsen – samme bygning som caféen. Her har vi tradition for at hilse på nye medlemmer, som kort præsenterer sig selv og deres interesse i triatlon. Et par gange om året inviteres nye medlemmer til en introaften, der giver introduktion til TRI4 som klub og triatlonsporten generelt. 

Hvor meget bør jeg træne om ugen?

Det er helt op til dig selv og dine ambitioner. Hvis du er ny i sporten og ikke møder op med en god form fra en anden sportsgren skal du lægge behersket ud. Deltag eksempelvis i vores styrketræning og svømning om mandagen, spinning om tirsdagen, løbetræning onsdag, spinning eller svømning torsdag, svømning fredag, og evt. styrketræning og svømning lørdag. I weekenden kan du desuden løbe eller cykle en tur. I takt med, at din form bliver bedre kan du udvide din træningsmængde og deltage i løb mandag og lørdag samt cykling søndag.

I øvrigt er det gode råd fra sundhedseksperter, at vokse dyrker sport mindst en halv time om dagen. Hos TRI4 har du mulighed for at deltage i træning af 1-2½times varighed hver dag.

Stiller det store krav til fysikken at dyrke triatlon?

Nej, triatlon på motionsplan er for motionens og det hyggelige samværs skyld. Afvekslingen mellem de tre sportsgrene svømning, cykling og løb kan holde dig i god form, uden at belaste kroppen ensidigt med en enkelt sportsgren. Så skal formen nok komme hen ad vejen. Læs dog om vores minimumskrav for deltagelse i den fælles træning andet steds.

Hvis du derimod går med en drøm om at gennemføre en jernmand (3,8 km svømning, 180 km på cykel og et maratonløb på 42,2 km) så skal du regne med at træne omkring 15 timer om ugen i op til et halvt år før den store prøve. Det samme gælder, hvis du har ambitioner om at dyrke triatlon på eliteplan.

Hvor meget skal jeg træne for at kunne være med?

En stor gruppe i TRI4 træner mellem 5 og 10 timer om ugen. På den måde kan du eksempelvis deltage i 2-3 svømmepas, 1-2 løbepas og 1-2 cykelpas samt 1-2 gange styrketræning i forbindelse med svømning.

Det er desuden en god idé at sætte dig et mål om at deltage i konkurrencer, så du kan måle din form i forhold til andre og samtidig få resultater, som du kan træne på at forbedre. Der er mange kortere motionsdistancer for både duatlon (løb-cykling-løb), triatlon (svømning-cykling-løb) og løbekonkurrencer, som ikke kræver mange timers ugentlig træning at deltage i og gennemføre.

Er triatlon en familiesport?

Helt bestemt. TRI4 har mange familier i medlemskredsen. Til stævner og konkurrencer er der tradition for at medlemmerne tager deres børn med og hygger sig med resten af klubben.

Desuden har vi en særlig talentgruppe for unge triatleter. Her dyrkes kammeratskabet med andre unge samt de sportslige udfordringer.

Hvis du har yderligere spørgsmål, så kig lidt omkring på hjemmesiden - eller skriv til info@tri4.dk